erhvervSilkeborg kalenderen
08-04-2010
Stort pengebeløb venter på at blive uddelt
200.000 kroner er klar til at blive uddelt, hvis den rette person/de rette personer henvender sig. Det drejer sig om penge fra Fabrikant Sv. Aage Rasmussen og Hustrus Mindelegat, oprettet i 1964.
Legatet kan tildeles til håndværkere, der arbejder med opfindelser, til unge nyetablerede håndværkere, til studieophold, studierejser eller hjælp til uddannelse for unge håndværkere eller lærlinge i byggefagene. Det er overladt helt til bestyrelsen at fortolke stifterens ønske med hensyn til legatpengenes anvendelse. Siden 2002 er uddelingerne sket på grundlag af indstillinger fra Silkeborg Håndværkerforening til legatbestyrelsen.
Legatbeløbet skal anvendes til støtte for håndværkere inden for byggefagene, særligt opfindere. Støtte kan dog også ydes til opfindere uden for denne kreds eller helt uden for håndværkeres kreds. Unge håndværkere i Silkeborg skal nyde en vis fortrinsret.
De seneste modtagere af mindelegatet er fabrikant Jesper Pedersen, Panorama Plastvinduer og -døre a/s, Silkeborg, fabrikant Thomas Schmidt, ET Teknik A/S, Silkeborg, direktør Niels Keller Lauridsen, GN Production A/S, Ebstrup samt fabrikanterne Niels Jørgen Hansen og Jørgen Pedersen, Solomatic A/S, Silkeborg.
Ansøgninger om legatpenge sendes til formanden for Silkeborg Håndværkerforening, administrerende direktør Ken Pedersen, Lyngvej 40B, Sejs, 8600 Silkeborg senest den 1. maj.
Legatet er i sin tid indstiftet af fru Ingeborg Sigrid Dorthea Rasmussen, Silkeborg, enke efter fabrikant Svend Aage Rasmussen, grundlæggeren af Dansk Auto-Værn A/S i Silkeborg.






