“Hvis jeg kan spare dig X, vil du så betale mig Y?

Michael Pedersen, direktør i Applicate IT, var indlægsholder på Lean Startup-lynkursus i fredags, og gav gode råd til, hvordan man tester sine idéer på markedet

IMG_3587Michael fra Applicate IT er involveret i mange startups, for såvel kunder som i join-ventures med kunder. Han får måske lidt flere gode idéer end gennemsnittet, men frem for alt har han øvet sig i at teste sine idéer på markedet – så billigt og hurtigt som muligt.

Han spørger kunderne, om idéen er interessant, eller finder endda 2-5 kunder, som vil dække udviklingsomkostningerne. 

Nøglen er at være åben om forretningside, uden at være naiv, sagde Michael på kurset. I stedet for at holde din idé tæt ind til kroppen, så start med at give den liv. Her er hans fem gode råd:

  1. Gør det ikke alene. Del din idé og din forretning, så den bliver en fælles indsats. Vælg udelukkende komplementære partnere – for eksempel én med specialviden om produktet eller om afsætning.
  2. Inddrag og lyt til dine kommende kunder. Design gerne din idé sammen med kunden i en 1:1-dialog, men hav samtidig en generisk tilgang i baghovedet, at du ikke kun designer til én kunde – det skal kunne bruges af flere med samme grundlæggende behov.. Etabler dernæst en feedback mulighed for dine kunder bredt, lyt til dem.
  3. ’Set it free’. Legoklodsen er opfundet, men hvad kunden derefter gør med den, må de selv om. Måske du endda kan blive inspireret af det?
  4. Gå i markedet med et ’Minimal Viable Product’ – ‘MVP’, altså det absolut minimale, du kan gå på markedet med, som repræsenterer dit produkt. Det kan være en prototype, en flyer, en pitch eller den mest basale start-version af dit produkt. Så får du hurtigt og billigst muligt testet din idé eller dit produkt hos dine potentielle kunder, og produktet viser sig måske at videreudvikle sig i helt andre retninger end du først forestillede dig. 
  5. Hold fast men vær fleksibel, hvis fremdriften i din startup går i stå, så skal du ikke nødvendigvis gøre mere af samme, for gør du som du plejer – så får du også kun det du plejer. – Vær årvågen og fleksibel, juster din vej til det for kunderne foretrukne produkt.