Silkeborg – Årets Iværksætterkommune??

Sådan! – Silkeborg er en af de 5 kommuner, som netop er blevet nomineret til prisen som Årets Iværksætterkommune. I alfabetisk rækkefølge er de nominerede:

Esbjerg Kommune
Holbæk Kommune
Horsens Kommune
Silkeborg Kommune
Vejle Kommune

Konkurrencen Årets Iværksætterkommune er indstiftet af Dansk Erhvervsfremme, og er blevet uddelt siden 2007. Gennem årene har den sat fokus på det vigtige arbejde med at forbedre de lokale vilkår for iværksætteri – for derigennem at fremme erhvervsmæssig vækst og udvikling. Kåringen som Årets Iværksætterkommune er en velfortjent præmiering af et konstruktivt, fokuseret arbejde – en hyldest for kompetent fremme af iværksætteri.

Vi er naturligvis superstolte af nomineringen. Det er en lang indsats for at sætte iværksætteriet på dagsordenen lokalt, som nu bærer frugt; nye gode initiativer er sat i søen, og ikke mindst er det et resultat af iværksætternes fantastiske opbakning til vores og Silkeborg Kommunes indsats – derfor ikke mindst stor tak til Silkeborgs iværksættere! Det er jer, der har skabt de resultater, der nu kan måles på, og som placerer Silkeborg i udbrydergruppen, når det gælder dansk iværksætteri.

Kastberg

Vi kiggede på hinanden på kontoret – hvordan fejrer vi det? svaret var ligetil – et stk. islagkage fra den lokale is-iværksætter Joachim Kastberg. Det smager eminent godt, og så er Joachim en fantastisk og passioneret iværksætter, som i den grad kan inspirere andre til at forfølge drømmen – se mere på www.kastberg-is.dk

Hurra for nomineringen!

Er du interesseret i at vide mere om de nominerede og prisen, kan du dykke dybere på følgende link.